
Min passion
Jeg hedder Iben, og min store passion i livet er at guide mennesker tilbage til deres autentiske udtryk. Når vi bliver født, er vores autentiske udtryk ikke et bevidst valg – det er et livsvilkår. Det er, inden vi lærer at skrue ned for følelser, sider af os selv og vores iboende visdom.
Når vi ikke lever i overensstemmelse med vores autentiske udtryk, kommer vi på overarbejde, fordi vi bruger energi på at leve op til noget uden for os selv.
Jeg vil gerne hjælpe jeres familie med at rette den energi et andet sted hen – et sted, hvor du og dit barn kan leve livet på en autentisk måde med plads til hele mennesket og accept af jeres unikke udtryk – med alt, hvad det indebærer.
Min rejse
Min egen rejse hjem til mit autentiske udtryk kickstartede, da jeg blev mor for første gang i 2019 til en projector-pige, der satte et kæmpe spejl op for min egen projectorenergi, som jeg havde brugt hele mit liv på at løbe væk fra.
En lille Human Design bemærkning
Indenfor Human Design er vi alle delt op i 5 energityper, som er en slags hovedkategori, der bl.a. beskriver, hvordan andre opfatter vores energi, hvordan vi følger vores flow i livet, og hvordan det føles, når vi er ude af flow. 70% af verdens befolkning er generators, som har en selvgenererende motor (når den bliver brugt på den rette måde) og 20% er projectors, som ikke har den motor og derfor ikke konstant energi. Jeg forsøgte ihærdigt at spejle mig i generatorenergien, hvilket gav mig en følelse af aldrig at kunne følge med i verdens tempo.
Læs mere om Human Design her.
Mit møde med Human Design
Da jeg blev mor for anden gang – denne gang til en generator-dreng – måtte min mand og jeg konstatere, at alt det, vi havde lært med vores førstefødte, slet ikke fungerede for lillebror.
Da Human Design kort efter kom ind i vores liv, faldt mange brikker pludselig på plads.
Familiens lillebror, Niels, vågner op med en ny ration energi hver dag, som skal bruges, før han kan finde ro om aftenen. Når han laver aktiviteter, der begejstrer ham, producerer hans krop endnu mere energi. Helt anderledes er det for vores datter, Rosa, som er projector. Hun har brug for hvile og "afladning" fra dagens mange indtryk. (Note: Der er mange flere detaljer i et Human Design-chart, og man kan sagtens være meget sansestærk som generator og have brug for pauser osv.)
Med Human Design fik vi en dybere forståelse af os alle i familien – i stedet for at forsøge at samle os under generelle kulturelle forestillinger om, hvordan fx et spædbarn "er", "opfører sig" eller "skal stimuleres".
Ved at sætte ord på vores forskelligheder i børnehøjde blev det en naturlig ramme, som børnene nu lever ud fra med den største naturlighed. Anderledes er det for min mand og mig, som samtidig er i gang med en større aflæringsproces af alt det, vi har lært. Det er en livslang læring for hele familien, som beriger os – både individuelt og som samlet flok. I vores eget familiesystem har Human Design haft den betydning, at rammerne er blevet bredere – og det har givet mere ro og en nysgerrighed på at mærke efter, i stedet for bare at følge den samme skabelon.
Niels på to år har fx selv fundet på sætningen: "Jeg skal af med mit futti (=energi)", og Rosa på fem år har "slappertid"som en fast del af sin hverdag, hvilket hun nyder – og har brug for.
Human Design som en bevidsthed i mit forældreskab
For mig blev mødet med Human Design livstransformerende.
Siden har jeg været på en deconditioning-rejse – et centralt begreb i Human Design, der handler om at aflære det, vi har lært, og i stedet give plads til vores naturlige udtryk. Ved at praktisere mit naturlige udtryk er jeg blevet en tydeligere forælder. Jeg er blevet langt bedre til at ære min egen energi og økonomisere med den, så jeg ikke kaster mig ud i projekter, der dræner mig. Det gør mig i stand til at være mere til stede med mine børn og bruge min energi på det, jeg er bedst til: at SE dem.
Det er en af de største aflæringer, jeg har haft med Human Design. Mange projectors løber stærkt for at følge med generatorene. Men som projector bidrager du ikke gennem handling alene – du bidrager med dine evner til at SE mennesker, systemer og dynamikker (alt efter hvilket felt der interesserer dig).
Det er noget af det, jeg elsker ved Human Design. Det giver dig tilladelse til at være dig selv – i stedet for at forsøge at præstere livet, som du tror, det skal leves. Det hjælper dig med at mærke din retning og dit flow.
Mig som din guide
Min tilgang til mødet med dig
-
Jeg arbejder meget intuitivt – og det har altid været min største styrke i alt, hvad jeg har beskæftiget mig med. Både som pædagogisk støtte på et bosted for unge med psykiske lidelser, i mit arbejde som Studie- og Trivselsvejleder ved et universitet og også som Human Design Reader og Clearing Master.
-
Jeg arbejder kropsbevidst med fokus på at rumme og integrere kroppens reaktioner og fornemmelser. Mange af os har lært at tænke os gennem livet – og går dermed glip af den visdom, som kroppen konstant forsøger at formidle.
-
Jeg laver ikke faste rammer for vores sessioner, fordi jeg går med det, der fylder hos dig i det øjeblik, vi mødes – og det, der opstår i rummet.
-
Det er centralt for mig at støtte dig i at mærke din egen indre guidning og finde svarene indefra – i stedet for udenfor dig selv.
Mine uddannelser
-
Jeg er uddannet pædagog
-
Har en kandidat i Pædagogisk Psykologi
-
Master Practitioner i NLP
-
Har arbejdet i 6 år som Studie- og trivselsvejleder på et universitet
-
Human Design Reader
-
Clearing Master
